Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter

Udbygning af eksisterende Idrætshal i Vestbjerg - udført i 3 etaper

Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter er en udbygning af den 30 år gamle Vestbjerg hal. Den nye udbygning skal, udover at rumme klassiske idrætsfunktioner, være med til at tiltrække flere brugere og skabe vækst i foreningslivet. Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter og et tilhørende aktivitetsstrøg danner tilsammen en spændende ny platform, hvor sport, læring og leg kan kombineres og udvikles.

Projektet blev udført i 3 etaper. Forstærkning af den eksisterende hal, rammekonstruktion af en ny hal og en ny facadekonstruktion på vestsiden af bygningen. Forstærkningen af den eksisterende hal var en kompliceret opgave. Spærene havde sat sig siden montagen i 1970’erne. Der blev derfor udarbejdet en punktsky, der med en millimeterpræcis 3D-gengivelse kunne sikre, at forstærkningerne blev produceret i rette størrelse og udformning. Den nye hal er bygget på den eksisterende hal, og rammekonstruktionen er en tro kopi af denne. Facadekonstruktionen på vestsiden var ligeledes et kompliceret projekt, da koterne skulle passe til den eksisterende hal.

Limtræsrammer er et velkendt byggemateriale til industri-, landbrugs- og sporthaller. De udføres normalt som 3-charniersrammer, dvs. to dele, der samles med et beslag i kippen. Spændvidden ligger normalt fra 10-50 meter, men større spændvidde er også muligt. Rammeafstanden er 3-6 meter og skal helst være så stor som muligt. Rammer med krumt hjørne, som på Vestbjerg Idræts- og Kulturcenter, er meget økonomiske og var tidligere den mest anvendte rammetype. Tagfladen kan følge rammeformen, eller den kan fortsætte som ret tagflade med lodrette facader, når rammen er forsynet med stikspær.